Intetsteds er der spor af liv, siger De, ah det er ikke svært. Forestillingsevnen er endnu ikke død, godt, Forestil Dem forestillingsevnens død. Øer, vand, blåt, grønt, et blik og forsvundet, uendeligt, undgå. Indtil helt hvidt i hvidheden, rotunden. Ingen vej ind, gå ind, mål. Diameter 90 cm fra hvælvingens bund til top. 2 retvinklede diametre AB CD deler den hvide bund i to halvcirkler ACB BDA. To hvide kroppe ligger på jorden, hver i sin halvcirkel. Hvælvingen er også hvid og den runde mur hvorpå den hviler, er 45 cm høj og ligeledes hvid. Gå ud igen, en almindelig rotunde, helt hvidt i hvidheden, gå ind igen, bank på den, helt massiv, en rungen som man kan forestille sig at ben runger. Lyset som gør alt så hvidt har ingen lyskilde, alt lyser med det samme hvide lys, gulv, væg, hvælving, kroppe, ingen skygge. Kraftig varme, overfladen er varm men ikke brændende, kroppene sveder. Gå ud igen, træd tilbage, den lille bygning forsvinder, stig op, den forsvinder, helt hvidt i hvidheden, stig ned, gå ind igen. Tomhed, tavshed, varme, hvidhed, vent, lyset blændes ned, alt bliver mørkt på en gang, gulv, væg, hvælving, kroppe, lad os sige i tyve sekunder, alle gråtoner, lyset går ud, alt forsvinder, samtidigt falder temperaturen for at nå sit minimum, lad os sige ved frysepunktet, i det mørket er nået, hvilket kan synes mærkeligt. Vent mere eller mindre længe. Lys og varme vender tilbage, alt bliver hvidt og varmt samtidigt, gulv, væg, hvælving, kroppe, i lad os sige, tyve sekunder, alle gråtoner, til begyndelsespunktet er nået, hvorpå faldet begynder. Mere eller mindre længe, for der kan indtræde, viser erfaringen, mellem faldets afslutning og stigningens begyndelse, pauser af forskellig længde, fra et splitsekund til hvad der på et andet tidspunkt og et andet sted kan synes en evighed. Samme bemærkning for den anden pause, mellem enden på stigningen og begyndelsen på faldet. Ydertilstandene er, så længe som de vare, fuldstændigt stabile, hvilket, i forbindelse med temperaturerne, kan synes besynderligt, i begyndelsen. Det er også muligt, viser erfaringen, for stigning eller fald, at stoppe et øjeblik ved et hvert punkt og gøre en mere eller mindre lang pause før den fortsætter, eller vender om, stigningen bliver til fald, fald til stigning, indtil klimaks eller den stopper og gøre en mere eller mindre lang pause, før den fortsætter eller vender om igen og således indtil den ene eller anden ydertilstand er nået. Sådanne variationer af stigning og fald, kombineret i utallige rytmer, ledsager sædvanligvis passagen fra hvidt og varmt til sort og koldt og vice versa. Kun ydertilstandene er stabile, hvilket tydeliggøres af den sitren som observeres når der opstår en pause et eller andet sted, uanset hvor eller hvor længe. Så vibrerer alt, gulv, væg, hvælving, kroppe, askegrå eller blygrå, eller noget derimellem, som det måtte forholde sig. Men alt i alt er, som også erfaringen viser, sådanne usikre passager ikke det normale. Og oftest, når lyset begynder at dæmpes og ligeledes varmen, fortsætter bevægelsen uden afbrydelser indtil den, i løbet af en tyve sekunder når bælg ragende mørke og i samme nu, lad os sige, frysepunktet. Samme anmærkning gælder for den modsatte bevægelse, hen imod varme og hvidhed. Det oftest forekommende er stigning eller fald med pause af varieret længde i disse febergrå, uden på noget tidspunkt at gå baglæns. Men hvor usikkert det end måtte være synes tilbagevenden til en midlertidig ro sikker, for et øjeblik af sort mørke eller storslået hvidhed med tilhørende temperatur, verden er stadig sikret imod stadig tumult. Mirakuløst genopdaget efter hvilket fravær i perfekte tomrum den ikke længere er helt den samme fra dette synspunkt, men der er ikke andre. Udefra set er alt som det var og besigtigelsen af den lille bygning nok så meget et spørgsmål om tilfældighed, da dens hvidhed går i et med den omgivende hvidhed. Men gå ind og nu mere kortvarigt stilhed og aldrig to gange den same storm. Lys og varme forbliver sammenkoblet som var de begge udgået fra den samme kilde som der stadig ingen spor er af. Urørlige på gulvet, bøjet i tre, med hoved imod vægen ved B, med røven mod vægen ved A, med knæene mod vægen mellem B og C, fødderne mod vægen mellem C og A det vil sige indskrevet i halvcirklen ACB, og i et med det hvide gulv var det ikke for det lange besynderligt ufuldstændigt hvide hår endeligt en kvindes hvide krop. Ligeledes indskrevet i den anden halvcirkel, med hans hoved mod muren ved A, hans røv ved B, hans knæ mellem A og D, hans fødder mellem D og B, partneren. Altså begge på højre side og ryg mod ryg og hoved mod røv. Hold et spejl til deres læber, det dugger. Med venstre hånd fatter de deres venstre ben lidt under knæet, med højre hånd deres venstre arm lidt over albuen. I dette flimrende lys, hvis store hvide ro nu er så sjælden og kortvarig, er det ikke let at kontrollere. På trods af sved og spejl kunne de gå for at være livløse var det ikke for det venstre øje som med uberegnelige intervaller pludselig spærres op og stirrer uden at blinke langt udover hvad der er menneskeligt muligt. Gennemborende blegblå er effekten i begyndelsen slående. De to blikke aldrig samtidig, undtagen en gang, da den enes begyndelse overlapper den andens afslutning, i omkring ti sekunder. Hverken fede eller tynde, store eller små, kroppene synes hele og i ret god form, at dømme efter den del man kan se. Ansigterne, betragtet som to sider af en mønt, synes ikke at mangle noget essentielt. Modsætningen mellem deres absolutte ro og det krampagtige lys synes til at begynde med slående, for den som endnu husker at have været slået af det modsatte. Det er dog tydeligt, på grund af tusinde små tegn, alt for lange til at forestille sig, at de ikke sover. Kun mumlen ah, ikke mere, i denne stilhed, og i samme øjeblik, for rovøjet, den øjeblikkelig undertrykte uendeligt lille gysen. Efterlad dem der, svedende og iskolde, der er bedre andre steder. Nej, livet ender og nej, der er ingenting andre steder og ikke længere noget spørgsmål om nogensinde igen at finde denne hvide plet fortabt i hvidhed, for at se om de stadig ligger stille under påvirkning af den storm, eller af en værre storm, eller for altid i det sorte mørke, eller uden at forandre sig, i den store hvidhed, eller hvis ikke, hvad de foretager sig.
Oversat af Henrik Schmidt og Palle Juul Holm